Nyborg Kommune


Fantastiske naturomgivelser, et kreativt kulturfokus og et nærværende lokalmiljø. Nyborg Kommune er en fynsk perle for både store og små.


Fandt du ikke det, du søgte? Husk, at du altid kan besøge nyborg.dk eller borger.dk for yderligere information.

Gå til brochure
Indbyggere

32.009

Borgmester

Kenneth Muhs (V)

Areal

277,04 km²

De kalder sig

Nyborgensere

Lokale virksomheder står klar til at hjælpe dig i Nyborg Kommune


Besøg områdets solstråler


Vandretur på Slagmarken

Tag på en historisk vandretur med familien. Bag Nyborg Slot kan man følge en lille sti langs den hyggelige Ladegårds Å. Turen veksler mellem skov, dyrkede jorder, moser og enge. Idyllen står i skarp kontrast til det mægtige slag mellem Danmark og Sverige, som blev udkæmpet i 1659 på markerne langs ruten. Her tordnede 20.000 mand mod hinanden i et inferno af kanoner, musketter og ild. Mere end 3.000 blev dræbt. Spørg efter brochuren ”Vandring på Slagmarken” på Nyborg Turistbureau.

Strandvænget Park og legeplads

Strandvænget er for alle aldersgrupper. Parken ligger med skøn udsigt ud over Storebælt og byder på et væld af sanseoplevelser. Den varierede beplantning er uden sidestykke, og et mere end 4 km langt stisystem fører dig rundt i hele herligheden. Børn og barnlige sjæle vil snart opdage den store legeplads, som i 2012 blev valgt til Danmarks bedste legeplads. Her kan I få mange timer til at gå med balancebomme og klatrestativer samt dyrefolde med kaniner, geder, høns og ænder.

Fortidsminderne ved Lykkesholm

”Gid jeg havde Dem hos mig, men det skulde være her paa den romantiske Lykkesholm, det smukkeste Sted jeg kjender i Fyen”. Med disse ord fra digteren H.C. Andersen kan I forvente en naturoplevelse ud over det sædvanlige. Lykkesholm dækker en dal med sø omkranset af skov. I en gren af dalen finder I Magelund Voldsted, som er et af landets største og stærkest befæstede voldssteder fra middelalderen. Området er privatejet, men Magelund Voldsted er fredet med offentlig adgang. Desuden er det aftalt med ejerne, at der er offentlig adgang til nogle af fortidsminderne, så længe man færdes i området med respekt for naturen.

Mød en lokal


"Hvis jeg skulle vise kommunen frem til en turist, ville jeg helt sikkert tage udgangspunkt i Nyborg by. Jeg ville vise Danmarks hjerte frem ved at gå en tur hen til Nyborg Slot og give en rundvisning her – måske endda indenfor, så man kan få det hele med. Og så ville jeg selvfølgelig også vise volden frem. Det er så smukt, når man går ved volden og skuer ud over vandet og nyder udsigten til de smukke kolonihaver, som man kan se på den anden side af vandet, og selvfølgelig de smukke svaner. Derudover ville jeg vise havnen og molen frem, og tage et smut forbi Lauses Grill, så man også kan smage lidt af kulturen her. Bare tanken bringer mig tilbage til sommeren og den dejlige varme sol, en lækker saftig burger, verden bedste iskolde røde saftevand og udsigt til vandet – så bliver det ikke bedre. Stranden med udsigt til vores smukke bro ville jeg også vise frem. Til sidst kan man passende slutte turen af med en eksklusiv middag på Nyborg Strand Hotel eller på Hotel Hesselet, hvi man er til et mere formelt miljø."


- Mia Mitra Izadi Andersen er 26 år og selvstændig iværksætter. Hun har boet i kommunen i 7 år.

Læs mere her
Share by: